Gurli Marie Kløvedal

Bøger, fortællinger og journalistik

Jeg er opvokset skiftevis på Djursland og på det jordomsejlende skib Nordkaperen, og i dag er jeg bosat i landsbyen Torup i Nordsjælland. Jeg har en dyb og lang kærlighed til bøger og litteraturens verden, for ærlig talt, er det ikke mirakuløst, at man kan samle en bog op og føre en samtale på tværs af tid og sted? 

Jeg skriver de bøger om vores samtid og de vilkår, der gør sig gældende for os som mennesker. Således er emnet vigtigere for mig end formen, og jeg skriver både romaner, digte, essays, journalistik og anmeldelser.

Jeg holder foredrag og fortælleworkshops, som jeg gerne tilpasser til publikum i samarbejde med arrangøren. Du er meget velkommen til at tage fat i mig, hvis du har en idé til et arrangement.

Herunder kan du læse om mine nuværende foredrag og workshops og få inspiration til, hvordan de kan bidrage til en spændende eftermiddag eller aften.



Foredrag

Hvad er Europa, og hvilken arv og identitet bærer vi med os?

Vi er Europa og Europa er os, og netop derfor skal vi interessere os for kontinentet.

Med udgangspunkt i bogen 'Europa er en sprække' tager vi på en rejse ind i vores fælles historie og de myter, der danner grundlag for ideen om et europæisk kontinent, og som spejler nogle af de nuværende kriser, vi står over for. Foredraget er et afsæt for samtale og refleksion over, hvem vi europæere er - og ikke mindst, hvem vi gerne vil være.

"Europa er ingens fædreland, europæisk er ingens modersmål. Ja undskyld mig, men hvem vil dø for ideen om Europa?"

Foredraget kan stå alene eller tilpasses som del af et større arrangement om Europa, borgerinddragelse, kunstens rolle og myternes kraft.


Foredrag

Rejsens anatomi

Hvad vil det sige at rejse? I en tid med klimaforandringer, bør vi så rejse mindre – eller bare bedre? I min familie står rejsen centralt: Rejsen ud i verden, ind i fællesskabet, ind i kreativiteten, eller som den rejse, der kan opstå i mødet med et andet menneske.

Foredraget handler om at rejsens anatomi: Om hvorfor vi ikke kan undvære rejsen, fordi det er her, vi møder os selv, og om hvorfor særligt én ingrediens er et fuldstændigt uundværligt element i enhver god rejse: nysgerrighed.


Foredrag

At følge inspirationens væsen – Fra sci-fi til Europadigte

En idé er som en forelskelse. Den gør sig til, trækker, lokker kradser på indersiden af kraniet, for at få opmærksomhed og krop.

Med udgangspunktet i mit forfatterskab handler foredraget om, hvordan man som forfatter vælger det rette formsprog til sine ideer, og om at bruge glæde, åbenhed og nysgerrighed som brændstof i skriveprocessen.


Workshop

Lær at fortælle, så det kan mærkes

At fortælle og dele historier er noget af det mest grundlæggende menneskelige. Alligevel er det så svært for mange, der hænger fast i de samme gamle anekdoter og slidte fortællinger. Book mig til at stå for at skabe et inspirerende storytelling-kursus for en gruppe, hvor vi arbejder med at finde historiens kerne, skabe spænding og bringe fortællingerne til live.

Inspireret af amerikanske The Moth tilbyder jeg gennem et workshop-format et fortælleforløb, hvor I lærer at finde jeres egne historier, male levende scener og fortælle levende og autentisk. Workshoppen planlægges individuelt og tager udgangspunkt i jer, hvad enten der er tale om en vennegruppe, en beboerforening, en skoleklasse eller en gruppe kolleger, der gerne vil dele et autentisk og nærværende rum.