Bøger

Europa er en sprække, 2024

Bogen dissekerer ordet EUROPA, hvert bogstav er en åbning, en sprække ind i det fælles. For hvem er vi, der har arvet dette plagede kontinent? Hvad er vi udover ideer, myter og knogler i jorden, udover papirstynde institutioner og fortidens værkende arvæv?

"Europa er evigt ufærdigt / et grænseløst maleri / af begær og længsler / hvor vi må erfare befrielsen / ved aldrig at ankomme / til utopien / og nyde glæden / ved rejsen / hvor vi tålmodigt kan erobre / bittesmå fremskridt / dag for dag / stemme for stemme"

Læs mere om tankerne bag bogen eller køb den her.


Bidemærker, 2023

Da Wilhelmine pludselig dør, mister Hektor på fire år sin mor. Han ved det bare ikke, for Michael, Hektors far og Wilhelmines mand, tier.

"Det er ikke fordi han vil lyve, sandheden vil bare ikke ud. Når han er sammen med drengen, nægter ordene at forlade hans mund. Læberne krøller sig sammen, tungen lammes og bliver tyk og ubrugelig. hans mund kan kun forme bortforklaringer og undskyldninger.

Måske, siger han til sig selv, er det i virkeligheden bedre sådan. Drengen er så følsom, det har Wilhelmine ofte sagt. Han risikerer at krakelere uden sin mor. Gå itu, simpelthen, og hvem skal så samle drengen igen? Ikke ham, lige nu kan han knap nok holde sammen på sig selv. For hver dag han venter, bliver barnet en smule større og stærkere. Savnet en smule svagere.

Det kan vente."

Løgnen vokser dag for dag, uge for uge, til Wilhelmines søster en dag står ved hoveddøren op efter flere års fravær og uvenskab. Vil hun afsløre sandheden for drengen eller bygge videre på løgnen?

Bidemærker er en bog der udforsker løgnens anatomi og konsekvenser. Læs mere og køb bogen her.


Hundehjerte, 2020

Elin forsker i relationerne mellem mennesker og dyr, og som den indadvendte enspænder, hun er, foretrækker hun sidstnævnte. Da hun bliver headhuntet til at færdigudvikle en avanceret robothund, må hun modvilligt flytte til USA for en tid, et land præget af splittelse, politisk vold og præsidentvalgkamp.

Mens Elin finpudser robothunden, knytter hun sig langsomt til den som til en rigtig levende hund. Et venskab med overboen Shanany, der er aktivist for sortes rettigheder, vokser frem, nærmest på trods. En politisk happening får uventede følger, og mens gaderne eksploderer i vold, finder de to kvinder og robothunden en vej frem sammen.

Hundehjerte er en roman om det følsomme menneske i en verden af i morgen. Læs mere og køb bogen her.